Payroll

Årets sidste lønkørsel. Sæt flueben ved 2026.

4 min. læsetid

December er ikke en helt almindelig lønmåned. Det ved du sikkert allerede, hvis du arbejder med løn.

Der er feriesaldi, der skal tjekkes, afstemninger, der skal gå op, og måske en bonus eller fratrædelse, der skal nå med i årets sidste lønkørsel.

Én ting er sikkert. Fejl fra december er ikke det, man har lyst til at starte januar med.

Heldigvis kan lidt ekstra opmærksomhed nu spare dig for en del ekstra arbejde senere.

Her har vi samlet det vigtigste, du skal være opmærksom på, så du kan lukke lønåret 2026 med ro i maven.

Få decemberlønnen med i det rigtige indkomstår.

Årets sidste lønkørsel er ikke den, du skal gemme til sidste øjeblik.

Omkring årsskiftet er det nemlig dispositionsdatoen, der afgør, hvilket indkomstår lønnen hører til.

Skal lønnen være til disposition 30. december 2026, er lønkørselsfristen i Zenegy tirsdag den 29. december 2026 kl. 10.00.

Så sørg for at have lønnen klar i god tid. Der er som regel rigeligt andet, der fylder i kalenderen sidst i december.

Giv årets sidste løn et ekstra tjek.

Selv når du har helt styr på lønnen, kan der snige sig en ændring eller et tillæg ind, som er værd at dobbelttjekke.

Derfor er det en god idé at give årets sidste lønkørsel lidt ekstra opmærksomhed.

I Zenegy kan du bruge lønkørselsrapporten til at sammenligne lønoutput med løngrundlaget og opdage eventuelle afvigelser, inden du godkender.

Har du forudlønnede medarbejdere, skal du være særligt opmærksom på korrekt angivelse af periode, og om de satser, der gælder fra 1. januar 2027, er opdateret, når du kører januarlønnen i december. Er lønnen til disposition i december, hører den til indkomståret 2026.

Det er trods alt bedre at finde en fejl, mens du stadig kan nå at rette den.

Få styr på ferie.

Når kalenderen rammer 31. december, slutter ferieafholdelsesperioden for sidste ferieår også.

Derfor er det allerede nu et godt tidspunkt at kigge medarbejdernes feriesaldi igennem.

Har en medarbejder optjent mere end 20 feriedage i det afsluttede ferieår og ikke nået at holde dem alle, skal resten af den 5. ferieuge som udgangspunkt udbetales. I Zenegy sker det som standard automatisk i marts i det nye år.

I kan også aftale at overføre den 5. ferieuge til næste ferieafholdelsesperiode, og det skal du være opmærksom på at registrere på de relevante medarbejdere.

Vær samtidig opmærksom på eventuelle feriehindringer og særlige regler for feriefridage.

Så undgår du, at uafklarede feriedage bliver en af de første opgaver i det nye år.

Gennemgå SH, fritvalg og andre opsparinger.

For nogle medarbejdere betyder årets afslutning også, at der skal gøres status på SH, fritvalg eller særlig opsparing.

Her er det værd at kontrollere, at saldiene stemmer, og at eventuelle udbetalinger følger de gældende regler og overenskomster.

I Zenegy kan både SH og fritvalg sættes op til automatisk udbetaling i de relevante måneder.

Det sparer dig for manuelt arbejde, men et sidste tjek af opsætningen er stadig en god idé.

Få de sidste registreringer og evt. fratrædelser med.

Der er næsten altid noget, der dukker op i sidste øjeblik.

Et udlæg, der mangler godkendelse. Timer eller fravær, som ikke er registreret. En bonus, der skal udbetales. Eller en medarbejder, der stopper ved årsskiftet.

Derfor er det værd at tage en sidste runde og sikre, at alle relevante registreringer er kommet med.

Har du medarbejdere, der fratræder omkring årsskiftet, skal du også huske at få styr på ferie og eventuelle SH- og fritvalgssaldi.

Det er som regel lettere at få det hele med første gang end at skulle rydde op bagefter.

Afstem eIndkomst og bogføring.

Når årets sidste løn er kørt, mangler der stadig en vigtig opgave: At sikre, at tallene hænger sammen.

Det betyder, at løndata, eIndkomst og bogføring skal stemme overens.

I Zenegy kan du sammenligne data fra eIndkomst og lønsystemet, og i regnearket med afstemningen kan du selv supplere med tal fra økonomisystemet.

Husk også, at lønbogføringen i Zenegy kun omfatter udgifterne i forbindelse med lønnen. Betalinger som skat, ATP og feriepenge skal bogføres særskilt.

En god afstemning giver ikke kun styr på året, der er gået. Den giver også et bedre udgangspunkt for det næste.

Luk lønåret med ro i maven.

Årsafslutningen kræver lidt ekstra opmærksomhed, men den behøver ikke være mere kompliceret end som så.

Med Zenegy har du løndata, rapporter og lønbogføring samlet, så du lettere kan få overblik og fange eventuelle fejl.

Så kan du sætte det sidste flueben ved 2026 og starte det nye lønår med ro i maven.